Leonora Christina Skovs autofiktive roman fortæller om hendes barndom i Helsinge, hvor hun stræber efter forældrenes accept. Da hun flytter til København og forelsker sig i en kvinde, bliver hun afvist af familien og oplever dyb ensomhed. Bogen beskriver hendes kamp for at forlige sig med denne afvisning, især med moderen, som hun aldrig når at forsone sig med før hendes død. Skriveprocessen bliver terapeutisk for Leonora. Romanen er en stærk fortælling om tab, identitet og håbet om at blive elsket for den, man er.
